Som følge af, at CSRD-direktivet er trådt i kraft i 2024 er emissionsrapportering gået fra at være en stærk anbefaling til et absolut ESG-rapporteringskrav for mange organisationer. Kernen i emissionsrapportering er Greenhouse Gas Protocol (GHG) og Scope 1-, 2- og 3-emissioner. I denne artikel vil du lære, hvad de er, hvad de dækker over, og hvordan de adskiller sig fra hinanden.
Scope 1-emissioner
Scope 1-udledninger dækker de direkte udledninger fra organisationens egne aktiviteter og fra ressourcer, der ejes af organisationen. Scope 1-emissionskilder omfatter:
- køretøjer ejet af organisationen og tilhørende rejser og leverancer
- direkte udledninger relateret til egen energiproduktion (varme, strøm)
- industrielle processer som f.eks. emissioner fra produktion af kemikalier, metaller og cement
- flygtige emissioner, lækageemissioner
Scope 1-emissioner anses generelt for at være de mest kontrollerbare og derfor dem, der er nemmest at reducere.
Scope 2-emissioner
Scope 2-udledninger dækker over organisationens eksterne energirelaterede udledninger. For scope 1-emissioner finder energiforbruget sted i organisationens egne ressourcer, for scope 2-emissioner bliver energien købt andetsteds. Scope 1-emissioner er direkte (ejet af organisationen), scope 2-emissioner er indirekte.
Typiske scope 2-emissioner er dem, der er forbundet med indkøbt opvarmning, aircondition, damp og køling.
Selv om en organisation ikke udleder drivhusgasser direkte, f.eks. ved at opvarme eller klimatisere sine bygninger og maskiner, genererer denne aktivitet stadig udledninger, som tælles med i scope 1-udledningerne fra f.eks. det el-producerende anlæg. Én virksomheds scope 2-emissioner er altid en anden virksomheds scope 1-emissioner.
Scope 2-emissioner kan rapporteres enten efter placering eller efter marked. I den lokationsbaserede tilgang er emissionsfaktorerne, dvs. de faktorer, der bruges til at omregne drivhusgasemissioner til CO2-ækvivalenter, baseret på landespecifikke gennemsnit.
Den markedsbaserede metode bruger producentspecifikke, ikke landespecifikke, emissionsfaktorer, som suppleres med nationale emissionsfaktorer for resterende distribueret elektricitet for indkøbt elektricitet, der ikke er sporet.
GHG-protokollen anbefaler, at organisationer rapporterer på både et lokationsspecifikt og et markedsspecifikt grundlag, og de seneste ESRS-standarder (se ESRS E1-6) kræver også begge rapporteringsmetoder.
Scope 3-emissioner
Scope 3-udledninger dækker over indirekte udledninger, der ikke er klassificeret som scope 2-udledninger. Scope 3-emissioner har 15 underkategorier, hvoraf de første otte er emissioner i værdikædens ’upstream’ aktiviteter (før virksomhedens bidrag), og de sidste syv er emissioner i værdikædens ’downstream’ aktiviteter.
Scope 3-emissioner udgør ca. 75 % af en organisations drivhusgasemissioner.
De 15 underkategorier i scope 3 er:
1) Indkøbte varer og tjenesteydelser
Dækker over udledninger fra produktionen af varer og tjenesteydelser, som organisationen har købt. For eksempel udledninger i forbindelse med produktion af indkøbte kontorartikler.
2) Anlægsaktiver
Dækker over udledninger fra udstyr, maskiner, køretøjer osv., som virksomheden har købt.
3) Brændsel- og energirelaterede aktiviteter, som ikke er omfattet af scope 1 og 2
Dækker over emissioner relateret til brændstoffer og energioverførsel, som ikke er klassificeret som scope 1- eller 2-emissioner.
4) Upstream-transport og -distribution i forsyningskæden
Dækker for eksempel over udledninger i forbindelse med levering af indkøbt kontorudstyr som nævnt ovenfor.
5) Affald genereret i forbindelse med aktiviteter og spildevand
Dækker over udledninger i forbindelse med genbrug og håndtering af affald og spildevand fra organisationens aktiviteter.
6) Forretningsrejser
Dækker over emissioner i forbindelse med personalets forretningsrejser, hvis transportmidlet ikke ejes af organisationen (i så fald ville det blive klassificeret som en scope 1-udledning).
Bemærk: Emissionsfaktorerne varierer også, f.eks. afhængigt af flyklassen, da en passager på passagerklasse optager mindre plads på flyet end en passager på business class.
7) Medarbejdernes pendling til/fra arbejde
Dækker over udledning fra medarbejdernes rejser mellem hjem og arbejde.
8) Udledning fra aktiver, der er leaset til organisationen (upstream)
Dækker over emissioner fra aktiver, der er leaset af virksomheden eller organisationen.
9) Downstream-transport og -distribution i forsyningskæden
Dækker over udledninger fra logistik i downstream for organisationens forsyningskæde.
10) Forarbejdning af solgte produkter
Nogle solgte produkter kræver forarbejdning længere nede i forsyningskæden. Det gælder f.eks. komponenter, tekstiler, kemikalier, korn og landbrugsprodukter.
11) Brug af solgte produkter
Dækker over udledninger i forbindelse med brug af solgte produkter.
12) Bortskaffelse/behandling af solgte produkter
Udledninger i forbindelse med bortskaffelse eller genbrug af de solgte produkter.
13) Downstream leasede/udlejede aktiver
Dækker over emissioner fra brugen af aktiver, der ejes af den rapporterende virksomhed og udlejes til andre operatører i rapporteringsåret, og som ikke tælles med som scope 1- eller scope 2-emissioner.
14) Franchise-aktiviteter
Dækker over emissioner fra driften af franchisevirksomheder, som ikke er inkluderet i scope 1- eller scope 2-emissioner.
15) Investeringer
En vigtig underkategori, især for banker og investeringsselskaber.
Få en effektiv løsning til emissionsrapportering
CSRD-direktivet vil kræve, at mange virksomheder og organisationer rapporterer deres scope 1-, 2- og 3-emissioner (ESRS E1-6).
For mange er dette et helt nyt krav, og mange vil skulle lære:
- At indsamle de rigtige data i det rigtige format
- At rapportere om deres mål for CO2-neutralitet
- At rapportere om deres mål for at opfylde deres CO2-udledningsmål
- At rapportere emissioner i overensstemmelse med lovkrav
Vores software til emissionsrapportering og ekspertsupport vil guide dig og din organisation hånd i hånd gennem emissionsrapporteringsprocessen - og undgå de mest almindelige faldgruber i rapporteringen.
