EcoOnline Blog

Sådan undgår du at miste penge på dårligt arbejdsmiljø | EcoOnline

Skrevet af Michelle Bjerg | 25. april 2024

I dette indlæg kigger vi først på, hvor meget medarbejderes fravær på arbejdspladsen egentlig koster. Derefter dykker vi ned i, hvordan du kan undgå nogle af de omkostninger ved at sætte ind på arbejdsmiljøområdet og investere i det gode arbejdsmiljø.


 

Arbejdsulykker og sygefravær koster

 

Lad os starte med lidt tal...

> Der var 49.105 anmeldte arbejdsulykker i 2023 (Arbejdstilsynet).

> 31 personer døde i en arbejdsrelateret dødsulykke i 2023 (Arbejdstilsynet).

> Sygefravær koster hvert år det danske samfund 46 milliarder kr. (Dansk Erhverv).

> Stressrelateret sygefravær koster danske arbejdspladser 16,4 mia. kroner årligt (Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø).

> Dårligt arbejdsmiljø koster det danske samfund et tocifret milliardbeløb hvert år (tidligere udgivelser fra bl.a. JP og LO).

> 340.000 danskere tager mindst én sygedag fra arbejde hvert år, selvom de ikke er syge (Dansk Erhverv).

> Ifølge Arbejdstilsynet koster en arbejdsulykke i gennemsnit virksomheden mellem 42.800 og 82.400 kr. - afhængigt af branchen. Og ifølge Beskæftigelsesministeriet koster arbejdsulykker samfundet næsten 30. mia. kr. om året.

Fravær forårsaget af sygdom eller af en arbejdsulykke koster virksomheder og samfundet mange penge hvert år. Mange milliarder bliver brugt på bl.a. sygedagpenge og løn under sygdom. Dertil kommer så de  indirekte omkostninger for virksomheden som tab af produktionsevne og vikarlønninger. Det samme gælder ved skader, ulykker og dødsfald.

Men fravær er ikke kun et økonomisk problem...

Det koster også energi og kræfter for dig, dine medarbejdere og deres pårørende. Det er et fælles problem for arbejdsgiver og arbejdstager, der påvirker hele arbejdspladsen.

Højt fravær påvirker bl.a. arbejdspresset; personaleomkostninger, hvis der skal ansættes en vikar; vedkommendes leder, der skal stå på mål for omstændighederne; kunder, der får forsinkede ordrer; tilbage til kollegaerne, der vil blive ’slået i hovedet’, presset til at arbejde hårdere og i værste tilfælde selv ender med en sygemelding. Det kan hurtigt blive en ond spiral, hvis ikke du sætter ind. 

 

Sådan forebygger du ulykker og sygefravær

Sygefravær - og 'pjæk' for den sags skyld - kan skyldes mange ting. Men har I et højt sygefravær på arbejdspladsen, eller har I medarbejdere, der ofte er syge, bør I dykke ned i, om der er noget arbejdsmiljø-relateret, der kan være en del af forklaringen. Det kan både være fysiske omstændigheder som træk, ergonomi o.l. Men det kan også være psykiske omstændigheder som mistrivsel, mobning osv. 

Lad os tage et kig på nogle af de ting, du kan gøre.

Læs også vores guide 'Sådan reducerer du sygefraværet på arbejdspladsen' >

 

Lær af dine nærved og næsten’er

Grunden til, at noget ikke sker, er lige så vigtig som grunden til, at det sker. Hvis altså du
bruger den grund til noget.

Kun ved rent faktisk at lære af de ting, der går galt eller er tæt på at gå galt, kan du ændre
status quo. Hvis du bare ånder lettet op og tænker ”det var tæt på”, har du ikke forhindret,
at det bliver ”tæt på” igen. Og måske er du og dine medarbejdere ikke lige så heldige næste
gang.

Læs også indlægget 'Sådan håndterer du ulykker og nærved-hændelser på arbejdspladsen' >

Derfor er du nødt til at give dine medarbejdere mulighed for at lære. Med et system, der
gør det nemt at rapportere, analysere og tage handling på ulykker og nærved-hændelser,
bliver det meget nemmere at forbedre sikkerheden og sundheden. Så den næste i rækken
undgår at lave samme fejl, og du undgår endnu en skade eller sygemelding.

I mange virksomheder er der et kæmpe mørketal. Der er et væld af hændelser, der ikke
bliver registreret. Fordi det er for bøvlet, for tidskrævende, og fordi medarbejderne ikke ved,
hvor vigtigt det er.

Hvis du vil reducere ulykkerne og nærved-hændelserne, er du nødt til at få det hele frem
i lyset. Få det fulde billede. Og det kræver de rette værktøjer, som gør rapportering og
opfølgning så nemt som at klø sig i håret.

Læs om vores system til hændelsesregistrering og -styring her >

 

Gør data så tilgængelige som en lasagneopskrift

Sådan ser det ud i din virksomhed, sort på hvidt.

Ville det ikke være dejligt, hvis du bare kunne få leveret en rapport, der fortæller dig, om
ulykkerne er blevet færre, om sygefraværet er blevet lavere, om arbejdsmiljøet er blevet bedre, og
om din investering betaler sig?

Sådan en rapport findes faktisk. Med en digital løsning, der samler al arbejdsmiljøarbejdet
i ét system, kan du få de data, der sort på hvidt viser dig, hvordan det går i din virksomhed.

Udfordringen for rigtig mange virksomheder er, at de data, der skal give overblikket, ligger
gemt i 10 forskellige programmer og systemer. Det er umuligt at samle dem til én retvisende og
fyldestgørende rapport.

Du gør både dig selv og dine arbejdsmiljøansvarlige en tjeneste ved at implementere en software,
der kan huse det hele for jer. Data, statistikker, rapporteringer, handlinger, ansvarsområder osv.

Læs om vores software til arbejdsmiljø her >

 

Lyt til din vigtigste ressource: Dine medarbejdere

Med al respekt for dit arbejde; hvis du sidder i en toplederstilling eller måske endda som ejer eller
direktør, så ved du sandsynligvis kun en brøkdel af, hvad der sker på det operationelle niveau i din virksomhed.

Når arbejdsdagen ruller, er det dine medarbejdere, der har fingrene i bolledejen. Derfor er det
uundgåeligt at inkludere dem, hvis du vil reducere arbejdsskader og sygefravær.

Medarbejderne er en uundværlig ressource, men også en uundværlig kilde til viden. Så selvom
du tror, du har ’givet’ dem et godt arbejdsmiljø, så ved du det faktisk ikke, før du spørger. Du ved
heller ikke, om de rent faktisk bruger de midler og værktøjer, de har til rådighed.

Derfor er du nødt til at inkludere dem – jævnligt. Det skal selvfølgelig gøres på en smart måde,
der sikrer, at du hele tiden har fingeren på pulsen ift., om tingene går den rigtige vej. Og det gør et
simpelt spørgeskema hvert tredje år ikke.

 

Giv din EHS-medarbejder forudsætningerne for at gøre det godt

Udnyt, at du har medarbejdere, der rent faktisk går op i det her. Brug deres viden og passion for
området, så du ikke selv behøver at sætte dig ind i alt.

Hvis du giver dine EHS/arbejdsmiljø-medarbejdere de rette forudsætninger, kan de flytte bjerge.
Ved at kombinere deres engagement og viden med et digitalt system, kan din virksomhed opnå
mærkbare resultater på det her område.

Desværre bliver ressourcerne i mange virksomheder spildt på, at man skal lede efter alting; man
skal manøvrere 10 forskellige systemer og processer. Det efterlader minimal tid til rent faktisk
at skabe forbedringer. Og det skaber frustrationer blandt EHS-medarbejderne såvel som deres
kollegaer.

 

Udfør APV'er, trivselsundersøgelser og sikkerhedsrunderinger

Arbejdspladsvurderingen (APV) er et værktøj inden for arbejdsmiljøarbejde og EHS (Environment, Health & Safety), der kan bidrage til at identificere udfordringer i arbejdsmiljøet i din virksomhed. Det er en form for undersøgelse og kortlægning af bl.a. risici i jeres arbejdsmiljø. Her gennemgår I en systematisk proces, hvor I vurderer medarbejdernes vilkår at arbejde under ud fra en lang række områder som tilfredshed, arbejdsvilkår, sundheds- og sikkerhedsrisici osv.

Læs mere om APV'en her >

I forbindelse med APV'en er det også oplagt at udføre en trivselsundersøgelse, der er et bidrag til at kunne kortlægge det psykiske arbejdsmiljø blandt dine medarbejdere. 

Læs mere om trivsel og trivselsundersøgelser her >

En sikkerhedsrundering (nogle kalder det også for safety walk eller intern audit) er en afdækning af de områder, der kan udgøre, og som historisk set har udgjort, en fare i forbindelse med arbejdsmiljø og sikkerhed på arbejdspladsen.

Læs mere om sikkerhedsrunderinger her >

 

Hvad sker der, hvis du ikke er compliant?

Stjæler du ikke, får du ikke ros. Men stjæler du, bliver du straffet.

Måske lægger folk ikke synderligt mærke til, at du overholder loven. Men de lægger mærke til det,
hvis du ikke gør. Det er en naturlig forventning, at vi som mennesker og virksomheder overholder
loven.

Arbejdsmiljøloven beskriver nogle klare krav og forventninger til, hvad din virksomhed skal
gøre på arbejdsmiljøområdet. Overholder du ikke dem, risikerer du at blive pålagt forbud, bøder
og straffesager.

I 2023 gennemførte Arbejdstilsynet 46.227 tilsyn på virksomheder og byggepladser i Danmark. Ud af dem er der givet 23.550 reaktioner.

Kigger Arbejdstilsynet forbi, og du ikke lever op til kravene, kan du blive tvunget til at stoppe
arbejdet. Det vil medføre omkostninger. Du kan også risikere at få en bøde. Flere omkostninger.
Men det kan også give dårlig omtale og sende et yderst dårligt signal til dine medarbejdere og
omverden.

Har du råd til det?

 

Investér i arbejdsmiljøet - og spar penge 

Heldigvis er der også undersøgelser, der viser, at det godt kan betale sig at investere i
sikkerhed og arbejdsmiljø.

Blandt andre har International Social Security Association udført en undersøgelse, der påviste,
at du som virksomhed kan forvente at få en ROI på 2,2 kr. retur for hver krone, du investerer i
arbejdsmiljø (kilde).

Med de rette tiltag kan du reducere antallet af ulykker, skader og sygemeldinger og hermed også
de tunge omkostninger derved. Men det kræver, at du ser det som en langsigtet investering.